< Tilbage

Hobro Golfklub er igen på banen med et nyt tiltag: Mariagerfjord Golfskole for etablerede golfspillere. 04-03-2021 - 15:07

Den velanlagte og naturskønne Hobro Golfbane er rammen om en 3 dages golfskole, hvor du kan udvikle dit golfspil.

Den pro-uddannede træner Rasmus Lange er garant for at du kommer igennem alle de teknikker, der er med til at forbedrer dit spil, mens du har det sjovt.


PROGRAM: 
8.00 morgenmad på hotellet
9.30 Golfskole undervisning på Hobro Golfklub
12.00 frokost i Hobro golfklub lounge
13.00 Spil på banen
18.00 Aftensmad på hotellet

DATOER FOR SKOLEOPHOLD:
29-30-31 marts
26-27-28 april
17-18-19 maj
7-8-9 juni

Pris kr. 3.500,- for det hele incl. 2 x gourmetmiddage m/overnatninger og morgenbuffet.
Pris kr. 2.000,- for ikke spillende gæster uden frokost.
Tillæg for enkeltværelse kr. 350,-
Tilmelding til Hobro Golfklub, tlf.: 9852 0500 eller på mail@hobrogolf.dk
Kurserne gennemføres ved minimum 6 tilmeldte på hvert kursus.

Se fotos, folder og mere information her:
www.mariagerfjordgolfskole.dk eller
https://issuu.com/thomsenmedieogevent/docs/mariagerfjord_golfskole_8_sider_online

Golfskolen
Der er kræset for kvalitet både på og udenfor banen i Hobro Golfklubs nye golfskole. Klubbens PGA – uddannet pro - Rasmus Lange planlægger og gennemfører træningen med dig og de andre på holdet. Golfskolen varer fra mandag til onsdag. Forplejning og ophold leveres af de 2 gourmet hoteller - Hotel Amerika og Hotel Bramslevgaard i lokalområdet.
Hver dag serverer Hobro golfklub i klubbens lounge en rigtig lækker frokost, der ikke er i nærheden af en slatten trekantssandwich.
Du kommer til at bruge klubbens gode driving range, putting og pitch green og den flotte 18 hullers golfbane.
Klubbens hole-in-one præmier gælder selvfølgelig i det øjeblik, du går 18 huller. Du kan vinde en bil på hul 14 og andre spændende ting såsom en gourmetmiddag på alle par 3 hullerne.

Kulturen
Hobro Golfklub er en social klub, der er vant til at tage imod medlemmer, nye spillere og greenfee gæster med et smil.
Derfor kan du sagtens benytte dig af dette tilbud, hvis du er individuel spiller. Du vil stadig få en god oplevelse og blive mødt enten på den udfordrende bane eller i det hyggelige klubhus af andre, der er interesserede og imødekommende.
Det starter allerede, når du bliver modtaget med et smil af et nærværende og interesseret personale.
Hobro Golfklub lægger vægt på at golfsporten foregår, som en del af et uformelt fællesskab med en stor grad af tillid til dem, der anvender klubbens faciliteter. Det er måske også derfor, at de har fået og fastholdt 150 nye medlemmer i 2020.

Oplevelsen
Dette tilbud er især interessant, hvis du gerne vil blive endnu bedre til golf under kyndig vejledning af en god træner, og du samtidigt har en partner eller ven, der ikke er golfspiller.
Golfskolen kan for 2000 kroner pr. person kombineres med et ophold sammen med ikke-spillende gæster. Det kan være, at de er interesserede i at vandre på den smukke Panoramarute, opleve Hobro Værft og de smukke gamle træskibe eller se Kulturetagerne i Hobro. Der er masser af oplevelser at få i Hobro - se mere info herunder.
Overnatningsstederne er det smukke Hotel Amerika i Østerskoven og Bramslevgaard med herregårdstemning. Her vil I sammen indtage en gourmetmiddag med vægt på madens kvalitet, når du kommer tilbage til hotellet efter en hel dag i golfens tegn eller med masser af lokale oplevelser i bagagen.

HOBRO ER MERE END BARE GOLF OG GOD MAD
Hobro er Vikingernes hjemstavn – her finder du den imponerende Vikingeborg Fyrkat, som virkelig er et besøg værd. 
På nordsiden af fjorden - ved Hobro Sejlklub - starter Panoramaruten langs Mariager Fjord - en unik vandretur ud til Bramslev Bakker og retur. 
I Hobro midtby ligger også Hobro Museum, der viser Fyrkat-fundene, og lidt nord for museet den gamle bryggergård, Bies Gaard, hvor der er indrettet et nyt minibryggeri. Her ligger også Kunstetagerne, der har vekslende udstillinger – pt. Lerfeldt.
På havnen mødes nyt og gammelt. Området er en blanding af historie, atmosfære og kultur. De gamle pakhuse og historiske bygninger på syd-kajen huser i dag cafe, teater, museer og gallerier, mens nordkajen stadig anløbes af fascinerende fragtskibe fra den store verden.
Syd-kajen er også anløbssted for ”hjuldamperen” Svanen, der sommeren igennem sejler fjorden tynd og lægger til i Bramslev Bakker, Mariager og Hadsund.
På Lystfartøjsmuseet kan man se de skibe, der tidligere hørte fjorden til, og længere henne ad havnen ligger Hobro Værft med Skibstømrerhuset, som er et meget speciel og seværdigt maritimt kulturcenter og GAS-museet, der byder på enestående oplevelser for de besøgende.

Hobro Golfklub


 
< Tilbage

Golfbox login

Book din tid på banen her


Intranet

For medlemmer med login

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Klik her