< tilbage 03-06-2019 - 11:18

Hobro Golfklub's 10 års jubilæum d. 16/5 - 2019

Hobro Golfklub fejrede jubilæum på flotteste vis i flot dansk sol- og blæsevejr.

Torsdag eftermiddag havde rigtig mange gæster fundet vej til golfbanens 10 års jubilæumsreception og indvielse af 3 forskellige nye ting på Hobro Golfbane. Vagn Bach styrede rundturen hvor de lokale High Landers førte an. Først til broen på hul 11 som er en helt ny stenbro efter Skotsk inspiration. Poul Søndberg fra Jutlander Bank fonden havde diplomer med på de donationer fonden har givet Hobro Golfklub. Uden denne støtte var mange ting ikke blevet lavet. Som tak for støtten blev broen på hul 11 døbt Jutlander broen.

Herefter gik turen til den nye garage for golfbiler, der kom til at hedde Kjelds garage og endelig til den nye bro og vandløb på hul 18 som fik navnet Christian og Annelises bro.

Under den efterfølgende reception kom Vagn Bach ind på tilblivelsen af Hobro Golfklub. Efter en del forsinkelse grundet tvister om placering af banen i forhold til naturfredning og tilladelser til at bruge arealet til golfbane, er Hobro golfklub vokset sig stor og stærk gennem de sidste 10 år. Vagn Back påpegede at de mange frivilliges indsats har skabt alle de faciliteter der findes i klubben i dag. Uden denne hær af frivillige var det aldrig blevet til det det er i dag.

Hobro Golfklub har udgivet en jubilæumsreportage fra dagen som kan findes på Hobro Golfklubs Facebook side. De mange deltagere vidner om at mange har et hjerte for golfklubben på kanten af Mariager fjord lige uden for Hobro.

< Tilbage