< tilbage 31-05-2018 - 13:14

Nyt fra Hobro Turneringsgolfere

Så blev golfsæsonen skudt i gang efter en meget lang vinter. 

Nyt fra Hobro Turneringsgolfere

Så blev golfsæsonen skudt i gang efter en meget lang vinter. I år er vi repræsenteret med 3 turneringshold i form af 3 Division Damer, 5 Division Herre og et Kvalifikationsrækkehold Herre. Til sæsonen 2018 kan vi endvidere præsentere nyt spilletøj, som er sponseret af DS Gruppen, Spar Nord og Knauf. Trøjerne er den selvsamme, som Hobro´s Superliga fodboldhold spiller i. Et nyt spændende tiltag som ikke før er set i golfsporten. Truppen tæller pt. 28 spillere og konkurrencen er hård, da der er kommet nogle nye dygtige spillere til.

For at forberede os bedst muligt til sæsonen 2018 blev første træningsaften afholdt indendørs i form af mentaltræning, og hvad det mentale betyder for golfspilleren. Meget kan vindes på golfbanen, hvis der er styr på den mentale del af spillet.

Siden blev der som noget helt nyt holdt en ”tilpasning af udstyr” aften, hvor vi fik en mere grundig gennemgang af, hvor vigtigt det er, at udstyret er fittet til den enkelte spiller. Alle havde deres udstyr med, som blev både målt og vejet. Dette var en utrolig spændende og informativ aften for os spillere.

I dagene 13-15 april var alle 3 hold på træningsweekend i Hvalpsund. Vi boede på Farsø Sportsakademi, hvor vi fik rigtig god forplejning. Det hele startede fredag eftermiddag med en runde slagspil. Hvalpsund er en flot, men udfordrende bane. Lørdag stødte flere spillere til truppen. Dagen startede med træning fra kl. 9-12. Lars Michael havde arrangeret forskellige ”træningsstationer” med henholdsvis indspil, bunkerslag og grundsving. Der blevet trænet godt igennem fra alle mand/kvinder. Efter frokosten var der igen en runde golf, denne gang med en holdkonkurrence. Så lørdag aften uddelte Lars Michael og hans bedre halvdel Lissa præmier. Der var citronmåner til det vindende hold. Det sociale samvær var i højsædet, og selvfølgelig skulle der laves en slagsang, stærkt inspireret af Lars Michael – så det blev til en sang med omkvædet bum-bummelum, som Lars Michael ofte ynder at bruge på træningsbanen. Søndag stod den igen på 3 timers træning inden en sidste runde golf. Alt i alt en fantastisk weekend med højt humør og godt vejr. Så det var en flok glade, men trætte spillere, der drog hjemad søndag aften.

I weekenden 5-6 maj blev Danmarksturneringen skudt i gang. 3 Division Damer var både lørdag og søndag i meget tætte opgør, som måtte ud på de sidste huller for at finde en vinder. Desværre trak vores damer det korte strå i begge opgør mod henholdsvis Aalborg GK og FH Team Djurs, men der blev kæmpet bravt. 5 Division Herre spillede kun lørdag, da der kun er 3 hold i puljen. Der blev fulgt op på den gode sæson 2017 med en knusende 12-0 sejr over Aalborg GK. Dagen bød på godt golfspil godt ført an af vores Challenge Tour spiller Martin Leth Simonsen. Kvalifikationsrækkeholdet Herre var lørdag i kamp mod Hjarbæk, men måtte desværre se sig som tabere af matchen til trods for godt spil og mange lige matcher. Søndag blev der taget revanche i Sebber Kloster. På en dejlig solbeskinnet forårsdag, blev det til en velfortjent sejr på hele 10-2. Holdet var virkelig godt spillende og kun en match blev tabt. Så alt i alt en fornuftig weekend for Hobro Turneringsgolfere.

< Tilbage