Det vakte ikke umiddelbart begejstring hos Danmarks Naturfredningsforening, da Hobro Golfbane i sin tid skulle anlægges.

De lokale naturelskere så i ånden, at vild natur ville blive forvandlet til sirligt klippede greens og velplejede fairways, men i dag lyder der helt andre positive toner fra naturentusiasterne.

Baggrunden er, at Hobro Golfklub i tæt samarbejde med den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening og Mariagerfjord Kommune har taget initiativ til at anlægge en række nye naturstier gennem området. Stier, som åbner mulighed for, at golfbanen ad åre bliver levested for en større myriade af vilde dyr og planter.

- Det er et fantastisk initiativ, der giver levesteder til vores trængte natur. Det bliver også spændende med en sti igennem banen, hvor vi kan følge med i, hvordan naturen udvikler sig og nyde en af kommunens smukkeste udsigter, siger formand for DN, Kaj Edlund.

Ambitionen hos Hobro Golfklub er slet og ret ”at udvikle en af landets bedste baner, så den byder på endnu flere unikke golf-oplevelser”.

- Derfor vil vi gerne give plads til den vilde natur på de mange arealer, der ikke anvendes til golf.

- Vi ser frem til at gå mellem blomsterne planter og få øje på endnu mere vildt, en hare, et rådyr og eller måske en sjælden sommerfugl, når vi går en golfrunde, fortæller formand for Hobro Golfklub, Vagn Bach.

Anlæggelsen af de nye stier i området indebærer bl. a., at en tur ad Panoramaruten langs fjorden i fremtiden også kan byde på en tur omkring nogle af de gravhøje, der er på Hobro Golfklubs arealer. Ligesom det på sigt er et ønske, at det bliver muligt at spille golf på nogle af arealerne mellem gravhøjene.

Hos Mariagerfjord Kommune glæder man sig over det nye samarbejde, som passer perfekt med kommunens ønske om at udvikle nye partnerskaber med det omgivende samfund.

- Vi har en politik, som skal styrke mangfoldigheden i vores natur. En af metoderne er at støtte frivillige initiativer som dette, der skaber nye levesteder for vilde planter og dyr. Derfor er glade for at blive inviteret med i samarbejdet, og det lover godt for fremtiden, siger biolog Anders Horsten.

- Golfbanen ligger klods op af noget af vores fineste natur, og med det nye initiativ vil blomster og sommerfugle nemt kunne sprede sig ind på golfbanen. Klubben holder op med at slå græsset, og vi lægger døde træer ud til insekter og svampe, stenbunker til firben og så renser vi søerne til glæde for padderne, fortæller biologen.

I efteråret holder Hobro Golfklub og Naturfredningsforeningen sammen et arrangement, hvor medlemmerne bliver inviteret til at bygge fuglekasser, som skal hænges op på banen.

Udviklingen af den nye natur vil i øvrigt nøje blive overvåget, så der bliver indsamlet viden om, hvad der gavner de vilde arter.

Frivillige naturentusiaster har blandt andet talt fugle og registreret padder i vandhullerne, mens kommunens biologer systematisk følger udviklingen fra græsmark til blomstereng.


Golfbox login

Book din tid på banen her


Intranet

For medlemmer med login

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Klik her